Det er et interessant spørgsmål. Jeg kunne straks spørge tilbage: Hvorfor skulle man overhovedet gøre det i dag? Det er vel langt mere nyttigt at vide, hvordan man monterer dæk fra Michelin eller Bridgestone på en fælg … Hestevogne har man jo ikke set på vejene i lang tid, og hvem bliver egentlig klogere af denne viden?
Og alligevel. Jeg kan sige, at der både i Estland, Skandinavien og Portugal anslået ruller et par hundrede vognhjul rundt, som har fået deres jernring på i mit værksted. Faktisk ligger der betydeligt mere arbejde i sådan et vognhjul – at sætte en lejebøsning i navet, montere navringene … (det foregår i øvrigt næsten på samme måde som med selve hjulet).
Hvem har overhovedet brug for hestevogne i dag?
Omkring 80 % af de vogne, hvis hjul har været gennem mine hænder, bruges på restauranter med middelaldertema – for eksempel som vogne til salg af mandler. Disse vogne krævede betydeligt mere arbejde. Der er lagt meget smedearbejde i dem, og mandelristere og kedler blev også bestilt hos mig til dem …
Resten bruges enten ved borge til besøgende – til at trække sække efter sig – eller til at køre børn rundt … Så der er altså stadig brug for vogne i dag.
Først kommer vognhjulene.
Dem fremstiller jeg ikke selv. Jeg arbejder med metal. De færdige hjul bliver leveret til mig.
Først skal hjulene måles op, og de passende længder til jernringene skæres af fladstål. Jeg bruger normalt 8 × 40 mm fladstål. Da jeg arbejder sammen med de samme samarbejdspartnere år efter år, er modellerne også de samme. Hjulene er 50 mm brede dér, hvor jernringen skal sidde. Jeg laver med vilje jernringen lidt smallere, og en bredde på 40 mm passer rigtig godt til formålet.
Ud fra hjulets diameter kan man i første omgang kun skære et råemne til. Derefter køres det gennem valserne, så det får form som en ring, og så begynder finjusteringen. Her kommer fysik, matematik og et par andre videnskaber i spil. Generelt bør man nogenlunde vide, hvor stor længdeudvidelsen er for en bestemt længde stål. Det interessante ved denne udvidelse er, at jo længere stålet er, desto mere udvider det sig ved opvarmning. Netop med denne udvidelse skal stålet gøres kortere fra begyndelsen.
Til det spænder jeg jernringen fast omkring hjulet med skruetvinger og skærer den til direkte på hjulet med en vinkelsliber. Ved et hjul med en diameter på 500 mm lader jeg cirka 15–20 mm være mellem enderne, mens jeg ved et hjul med en diameter på 1.000 mm lader godt 25+ mm være … Det afhænger både af stålets tykkelse og af, hvor varm man vil gøre jernringen. Hjulene fremstilles af hårdt træ – ask, eg … nogle gange birk … derfor kan stålet varmes temmelig kraftigt op, uden at træet senere bliver brændt alt for meget.
Derefter tager jeg jernringen af hjulet og svejser enderne sammen. Grundigt fra begge sider, og begge sider bliver også slebet. Man kunne naturligvis også essesvejse den … Men det er et andet emne og en anden pris.
Opvarmning af jernringen til et vognhjul af træ i ild
Så går vi videre – til opvarmningen. Til det har jeg et ildsted. Et stort ildsted på næsten 2 meter i diameter, hvor jeg tænder op, allerede inden jeg begynder at tilpasse jernringene. Det er ubehageligt at varme jernringene over helt åben ild … man kan risikere kun at miste øjenbrynene … men man kan også komme langt mere alvorligt til skade.
Jeg venter, til der er dannet en god glødebund. Derefter lægger jeg op til 10 jernringe i gløderne. Det er en god idé at mærke jernringene på en eller anden måde, mens de tilpasses hjulene … Diametrene kan variere, og så er der mindre grund til at bande, når man straks kan finde det rigtige hjul til den varme jernring.
Jeg skriver et nummer på hjulets ydre kant – jernringen kommer ovenpå og skjuler det – og laver tydelige mærker med en mejsel på indersiden af jernringen …
Når jernringene er blevet varme i ilden … så gælder det om at arbejde hurtigt. Hvis man er for langsom, kan man brænde meget af træet. Samtidig må jernringene heller ikke blive rigtig rødglødende … varme, men ikke røde …
Den varme jernring slås på hjulet og køles derefter straks hurtigt ned. Til det er et murerkar fyldt med vand lige ved siden af arbejdsbordet et meget vigtigt hjælpemiddel. Det er en god idé at være to personer om arbejdet.
Under afkølingen stikker man en jernstang gennem navet og ruller hurtigt hjulet 3–4 omgange gennem vandet. Stangen er praktisk, fordi det første hjul kommer i rent vand … mens de efterfølgende allerede kommer i snavset vand. Og det ødelægger træet.
Det er en god idé ikke at sænke hjulet så langt ned, at vandet når op til egerne. Kun lige dybt nok til, at stålet køles hurtigt ned … men ikke længere. Til det er denne improviserede aksel en god løsning.
Montering af den varme jernring på vognhjulet af træ
Og så enkelt er det. Varmt stål udvider sig. Når det køler af, trækker det sig helt fast omkring hjulet, uden at det er nødvendigt at bruge bolte.
Der bruges dog også bolte som ekstra sikring. Hjulene består af segmenter. Når træet tørrer, kan det begynde at arbejde – derfor sættes der beslag over samlingerne mellem segmenterne, som fastgøres med en bolt gennem stålet.
Sådan har man udført dette arbejde i århundreder … der er intet nyt under solen.
Lisa kommentaar